Problemet bliver større: Max Nielsen står med livet i hænderne på arbejde
Antallet af ulykker ved vejarbejde stiger. En ny kampagne skal forbedre forholdene for vejarbejderne.
Bilisterne tager fortsat ikke de hensyn, som de skal, når de kører forbi et vejarbejde. I hvert fald ikke altid.
Det oplever vejarbejderne på nærmeste hold, når bilisterne suser forbi. En af dem er Max Nielsen.
Han er vejformand i PEAB Asfalt, som i øjeblikket arbejder på at lægge ny asfalt på Østre Ringvej i Silkeborg. Han fortæller, at han tidligere er blevet mødt med råb og var lige ved at blive kørt ned.
- Hvis vi spærrer noget af, at de ikke må køre derind, kører de gerne ind alligevel. Om de så skal krydse midterrabatten eller køre mod trafikken, vil de hellere det end at tage en anden vej, siger Max Nielsen.
Tal fra Vejdirektoratet viser, at der i 2021 skete 327 ulykker, hvilket året efter steg til 347. Det svarer til næsten ét uheld dagligt.
- Desværre oplever vi nogle gange, at der bliver kastet affald efter dem, der går derude og arbejder. Vi oplever, der bliver råbt grimme ting efter dem, givet finger. Vi oplever også nogle gange, at man med vilje kører forbi enten meget hurtigt eller langsomt for så at gasse op. Det opleves utrolig ubehageligt, når man går og passer sit arbejde, siger Trine Leth Kølby, arbejdsmiljøchef i Asfaltindustrien.
3F og Asfaltindustrien kører de næste tre uger en kampagne under navnet “Pas på den, jeg elsker” for at sætte fokus på problemet.
Max Nielsen har et par gode råd til bilister, der kører forbi vejarbejde.
- Hvis vi kører fuld afspærring, så lad være med at køre ind på det afspærrede område, for der bliver ikke andet end bøvl ud af det. Hvis der ikke er fuldt afspærret, så prøv at overholde de fartgrænser, der er sat, for det værste er, hvis de kommer for hurtigt forbi.
I 2023 blev der uddelt 240 bøder for at køre for stærkt på en strækning med vejarbejde, viser tal fra Rigspolitiet.