Viktor vinder vild pris: - En stor glædesrus
Viktor Rimdal arbejder til daglig med bygge- og brandrådgivning, men han har også en frivillig sjæl, hvis gnist blev tændt fra barnsben.
Frivillighed har været en stor del af Viktor Rimdals 27 år lange liv.
I 2008 stiftede han for første gang bekendtskab med beredskabet, da han starter som juniorbrandmand hos Aarhus Brandvæsen.
- Jeg havde prøvet fodbold, og det var overhovedet ikke mig. Men juniorbrandvæsnet vækker en stor interesse for mig allerede der, siger Viktor Rimdal.
Tjansen som juniorbrandmand fortsatte til 2015, hvor han selv blev instruktør og tovholder for børnene på stationen.
- Det var utroligt spændende at give noget videre, ligesom der var nogen, som gav mig en spændende interesse. Det er jo læring, man kan bruge hjemme, hvis der går ild i en gryde, eller nogen falder bevidstløs om, siger Viktor Rimdal
Frivillig med stort 'F'
Efter at have tjent sin værnepligt hos Beredskabsstyrelsen Midtjylland i 2018, blev Viktor Rimdal sammen med 200 andre sendt til Sverige, der det år havde store vanskeligheder med raserende skovbrande.
For det blev de alle tildelt Frivilligprisen selvsamme år.
- Indsatsen beviste, at de danske frivillige fra kommuner og stat gennem hårdt arbejde og sammenhold kan levere – også ved en så krævende opgave som denne, sagde den daværende forsvarsminister, Claus Hjort Frederiksen, ved uddelingen af prisen det år.
Tre år senere i 2021 blev Viktor Rimdal igen repræsenteret på Frederiksberg Slot, hvor prisen gives.
Det år gik prisen til de frivillige instruktører i Unge i Beredskabet - en landsorganisation, som Viktor Rimdal har været instruktør hos siden 2017. Dermed fik han på ny tildelt hæderen - nu sammen med i omegnen af 274 andre.
- Flere af instruktørerne er selv tidligere brandkadetter, der nu bidrager til at gøre en forskel for unge, der har brug for ekstra støtte og vejvisning. Det viser os, at de unge brandkadetter er fremtidens brandfolk og fremtidens frivillige. Det gør mig stolt, sagde Morten Bødskov, der dengang sad på posten som forsvarsminister.
En, to... og tre
For to måneder siden, var den så gal igen.
- Jeg blev ringet op af en stabschef og fik at vide, at jeg ikke alene var blevet indstillet, men at jeg også havde vundet prisen. Det var en glædesrus og en stort skulderklap, siger Viktor Rimdal.
Derfor troppede Viktor Rimdal selv op på Frederiksberg Slot, hvor han fik prisen overrakt af forsvarsminister, Troels Lund Poulsen.
- Det viser, at man er værdsat for den indsats, man lægger i arbejdet, siger Viktor Rimdal.
Fremtiden er stålsat
Viktor Rimdal kan for nu ikke se en ende på det frivillige arbejde.
- Tanken er helt sikkert, at jeg fortsætter. Det bliver ikke farvel og tak - jeg kører videre i samme spor, lyder det.
Da TV2 Østjylland fanger Viktor Rimdal, står han midt på en frivillig 'slagmark' i Herning, hvor han er med til en opsætning af beredskabets mobilhospital.
Det har han brugt de seneste to uger på, og inden for de næste par uger, skal han være med til at uddanne andre i at opsætte og drive det mobile hospital.