Killing blev kvalt i container
Dyrenes Beskyttelse vil have markant højere straffe til de mennesker, der dumper deres kæledyr i papkasser og skraldespande.
- Det her, det er lige sket. Folk har dumpet dyr igen.
Sådan lød det fra en forpustet frivillig, da hun i aftenmørket fandt frem til to papkasser få hundrede meter fra Dyrenes Beskyttelses internat i Aarhus den 11. december.
Forsigtigt løftede hun op i pappet på kasserne.
- Åh nej, det er kaniner. Der er to kasser. Det ser begge to ud til at være kaniner, lød det, kort før hun fragtede dyrene hen til internatet.
Den slags scener har der været ekstraordinært mange af i år. I løbet af årets første 11 måneder har Dyrenes Beskyttelse rykket ud til flere sager om dumpede dyr end i hele 2022, der ellers også var et rekordår.
- Det er bekymrende. Dyrene er som regel levende. Men det sker også, at vi finder dyr, som er tæt på døde eller er døde. Når man bare dumper dyrene, løber man den store risiko, at de ikke bliver fundet i tide, siger Rolf Nordentoft, leder af Dyrenes Beskyttelses internat i Aarhus.
Selvom der har været markant flere sager i år, er det gået udover færre dyr end sidste år.
Ifølge Dyrenes Beskyttelse skyldes det, at der i år har været tale om flere voksne og større dyr. Der er altså i mindre grad end tidligere tale om mennesker, der uventet har fået et kuld killinger eller kaninunger.
- De flere sager er et tegn på, at der er flere mennesker, der dumper deres dyr, og at folk er pressede, siger internatlederen Rolf Nordentoft.
Kræver hårdere straf
Derfor vil Dyrenes Beskyttelse også have hårdere straffe i sagerne om dumpede dyr.
- Straffen er alt for lav. Vi håber på, den bliver højere, både fordi det forhåbentlig vil afskrække nogen, men også fordi politiet så automatisk vil få flere ressourcer til at efterforske sagerne, siger Rolf Nordentoft.
Det håb deler Carl Valentin, dyrevelfærdsordfører for Socialistisk Folkeparti. Ifølge ham er SF generelt ikke et parti, der arbejder for hårdere straffe, men lige præcis på dyreområdet er strafferammen simpelthen for lav, mener han.
- Hvis du sætter dyr i en papkasse et sted, så de potentielt fryser eller tørster ihjel, så er det ikke nok med en lille bøde. Det skal have store konsekvenser, for det er en alvorlig forbrydelse, siger han.
Læs også
Dansk Folkeparti har længe ønsket at hæve straffen i dyrevelfærdssager. Partiets dyrevelfærdsordfører Pia Kjærsgaard har derfor en lang række sager med til bordet, når hun skal mødes med fødevareministeren i januar. Det gælder blandt andet svineproduktion, vanrøgt af heste på Viegaard Stutteri, dressurhestes trivsel, men også dumpningssagerne.
- Udviklingen er meget sindsoprivende. Krisen kradser hos mange mennesker, men det undskylder intet i forhold til dyr. Det er dyrt at have kæledyr, men det må man forstå, inden man anskaffer sig dem, siger hun om den markante stigning i antallet af sager, hvor folk bortskaffer deres kæledyr i papkasser.
Erling Bonnesen, dyrevelfærdsordfører for Venstre, mener også, der skal ses på strafferammen i sager om dumpede dyr.
- Det er fuldstændigt uacceptabelt, at folk bare efterlader deres kæledyr i papkasser. Min holdning er klart, at de skal have en sanktion, der kan mærkes. Der er bestemt grund til at tage det op til drøftelse og foretage en skærpelse af straffen både i forhold til bødeniveau og det, der er værre.
I øjeblikket straffes de fleste førstegangstilfælde, hvor kæledyr bliver efterladt i en papkasse, ifølge Dyrenes Beskyttelse med bøde. Men i de grovere sager kan fængselsstraffe komme på tale.
- For eksempel har vi oplevet, at nogen har dumpet en killing i en container og bundet en snor rundt om halsen på den, så den blev kvalt, når man løftede låget. Den sag verserer stadig, siger internatleder Rolf Nordentoft.
Så mange gange rykkede Dyrenes Beskyttelse ud til dumpede dyr
De første 11 måneder af 2023: 672
2022: 644
2021: 630
2020: 557
2019: 540
2018: 517
Kilde: Dyrenes Beskyttelse.
Nogle dyr har legetøj med
De sager hører dog til sjældenhederne, og ifølge Rolf Nordentoft er der i snit et par sager årligt i den kategori. Men i de mere almindelige tilfælde er der også stor forskel på, hvordan dyrene dumpes.
- Der er nogle, hvor man kan se, at dyret er deres kæreste eje, og at de virkelig ønsker, at det her dyr skal have det bedste med videre. De dyr har ofte legetøj og for eksempel hø med i papkassen, hvis det er kaniner. Men vi ser også, at de bare dumpes i en våd papkasse, siger han.
Internatlederen oplyser, at organisationen heldigvis oplever, at papkasserne i højere grad stilles tæt på internaterne.
- Det øger chancen for, at de bliver fundet. Men det er aldrig okay at efterlade dyr i en papkasse, og killinger, der er i en papkasse natten over, vil altid være i nød.
Dyrenes Beskyttelse har ansat sin egen efterforsker til at finde ejerne til de efterladte dyr. Sagerne politianmeldes altid, hvis organisationen finder frem til personerne.
- Jeg kan ikke komme ind på, hvilke metoder efterforskeren har. Men det lykkes jo ofte at finde folk, og derfor er det også den forkerte løsning at dumpe sit kæledyr.
Læs også
- Ligger en tragedie bag
Fordi organisationen efter eget udsagn ofte ender med at opstøve personerne, der har efterladt kæledyrene, kender de også en del til årsagerne til, at dyrene efterlades i papkasser.
- Typisk ligger der en personlig tragedie bag, at folk udsætter deres kæledyr. Det er typisk mennesker, hvor deres liv på den ene eller anden måde ikke er gået som forventet. De er måske blevet syge, har fået en depression, er blevet fyret fra deres arbejde, er blevet skilt eller andre ting, der skubber folk ud over kanten. De kan ikke tage vare på sig selv og i sidste ende heller ikke deres dyr, siger Rolf Nordentoft.
Han har forståelse for, at dyreejere kan komme i en situation, hvor de ikke længere kan tage vare på deres dyr. Men i så fald bør de i stedet indlevere dyrene på internaterne, så de ikke lider overlast. Derudover er der også nogle dyreejere, der bør tænke sig bedre om, inden de anskaffer sig et kæledyr, lyder det.
- Jeg vil gerne appellere til, at folk sætter sig ind i, hvilket dyr det er, de er ved at anskaffe sig. Mange tænker, at en kanin er et sødt, lille, nemt klappedyr, men det er det ikke nødvendigvis. Det er også væsentligt, at folk får neutraliseret og mærket deres katte, så de ikke pludselig får uventede killinger, siger internatlederen.
Kaninerne og killingerne på videoerne blev bragt til Dyrenes Beskyttelses internater, hvor de blev taget op og undersøgt på klinikkerne. Kaninerne var medtagede af pelsmider, havde flere sår og skævt bid på grund af fejlernæring. Derfor endte personalet med at aflive dem.
Dyrenes Beskyttelse påpeger, at aflivninger hører til sjældenhederne, og kun er sket i cirka 20 af de knap 700 sager i år. Langt de fleste dyr får nye hjem.