Unge chikanerer Cecilie: - De bankede og sparkede på døren
En drengeflok i udskolingsalderen har blandt andet råbt skældsord og hamret på dørene hos Cecilie Dreschers familie de seneste tre uger.
Cecilie Drescher troede, hun havde landet drømmeboligen i barndomsbyen Spentrup nord for Randers, da hun i marts 2023 fik overdraget nøglen sammen med sin mand og nu fire børn, der spænder fra spæd- til 10-årsalderen.
Familien fik installeret videoovervågning med sensor, der giver en notifikation på mobiltelefonen, når den registrerer bevægelse.
Men drømmen begyndte at slå revner for nogle uger siden.
Fra sit køkken kunne Cecilie Drescher følge med på mobilen, da fem drenge omkring 14-årsalderen stod ved hendes grusbelagte indkørsel og snakkede - den ene med en Booster i hånden.
- Han tømte dåsen og skruede den ned i gruset, så den blev stående, siger Cecilie Drescher.
Hun skyndte sig derfor ud ad døren og råbte ad drengene, der var gået et stykke op ad vejen, at de skulle rydde op efter sig.
- Han svarede, at han tabte den. Jeg syntes, det var lidt frækt, at han troede, han kunne slippe afsted med det, siger Cecilie Drescher.
På med elefanthuen
Den 22. april klokken 21.42 blev familien pludseligt vækket af højlydte bank.
På videoovervågningen så Cecilie Drescher to unge drenge med elefanthuer trukket over hovedet. De hamrede og sparkede på hoveddøren, hvorefter de løb væk.
Hændelsen fik Cecilie Drescher til tasterne.
- Jeg skrev et opslag på Facebook for at finde ud af, hvem drengene er, og det lykkedes, siger Cecilie Drescher.
Det resulterede i, at familien fik en gavekurv fyldt med chips og slik af de to drenge.
Men chikanen stoppede ikke.
En dag, da Cecilie Drescher hørte familiens to hunde gø voldsomt, bevægede hun sig ud for at kalde dem til sig.
- Der stod nogle drenge, som råbte, at jeg var en kælling, og så stak de halen mellem benene, siger Cecilie Drescher
Også Cecilie Dreschers mand har fået hårde ord med på vejen af drengeflokken, mens han har stået på sin egen grund.
- Han er blandt andet blevet kaldt dumme- og fede svin.
Ved du noget?
Har du oplysninger om sagen i Spentrup, eller har du oplevet noget lignede, så skriv til TV2 Østjyllands redaktion på redaktion@tv2oj.dk eller kontakt os her:
Rygtet siger...
Cecilie Drescher forstår ikke, hvorfor situationen er eskaleret, som den er.
Men da hun snakkede med en anden fra byen, lagde hun to og to sammen.
- Jeg får så at vide, at der går et rygte i byen om, at vi har skubbet en af en scooter, men det kunne vi aldrig drømme om, siger Cecilie Drescher.
Hvorfor melder I det ikke til politiet?
- Vi har kontaktet politiet, og der er sager kørende, men vi ved, at drengene kan ende med en plet på straffeattesten, hvis der gøres for meget ud af det, siger Cecilie Drescher.
Cecilie Drescher fortæller til TV2 Østjylland, at hendes familie ikke er de første i byen, der har været nødt til at kontakte politiet, der har et igangværende samarbejde med SSP i sagen.
- Jeg håber bare, at det stopper. Det skal bare stoppe, siger Cecilie Drescher.