Smukfest fortsætter salget
Knap var billetterne til hele festivalen udsolgt, før også fredagsbilletterne var blevet revet væk
Der er masser af fart på billetsalget hos Smukfest, der har givet landets andre store festivaler baghjul ved at være de første, der kunne melde udsolgt af de såkaldte partout-billetter, der giver adgang til hele festivalen.
Normalt er det en ulykke, der sjældent kommer alene, men for Smukfests vedkommende er det lige omvendt.
For nu melder festivalen nemlig udsolgt af fredagsbilletter. Det efterlader onsdags, torsdags og søndagsarmbånd som det eneste, der er tilbage på hylderne, efter at både lørdagsbilletterne og partoutbilletterne er blevet revet væk.
Dagsbilletterne giver adgang til campingområdet i hele festivalperioden, også selv om du kun kan tilgå festivalområdet den dag, du køber billet til.
Smukfest har i år navne som Tiësto, Hardwell, Lenny Kravitz, Beck og Avicii på programmet.