Klar opfordring til alle danskere med skraldespande
Følger du de fem råd, vil du gøre renovationsmedarbejdernes arbejdsmiljø bedre og undgå en sværm af skadedyr.
Varmen har ramt Danmark med høje temperaturer på over 20 grader.
Og med de høje temperaturer følger også risiko for skadedyr, såsom spyfluer og bananfluer i landets skraldespande.
Det får formand for Skadedyrsbranchen til at sende en opfordring til danskerne om, hvad de skal gøre med deres affald og beholdere.
For med den store affaldssortering, som nu er indført de fleste steder i landet, vil skraldespandene tiltrække endnu flere skadedyr end tidligere, og det kan blive et problem, lyder det.
- Sol og varme er en accelerator for insekter. De udvikler sig eksplosivt, og vi kan ikke styre dem, siger Claus Schultz, der er formand for Skadedyrsbranchen og teknisk chef hos Rentokil, i ’Go’ morgen Danmark’.
Færre fluer i fjæset
Hvis flere danskere følger anbefalingen, vil det være en stor hjælp for renovationsmedarbejderne, når de skal tømme skraldespande i sommervarmen.
Det fortæller Niels Toftegaard, der er kommunikationschef i Brancheforeningen Cirkulær, der er en interesseorganisation for kommuner og kommunernes affaldsselskaber.
Især rengøringen af skraldespande med mad- og restaffald vil gøre en forskel.
- Det vil gøre medarbejdernes arbejdsmiljø bedre, da de ikke vil få lige så mange fluer og bakterier op i hovedet, når de åbner låget på skraldespanden, inden den tømmes i bilen, lyder det.
Og der er flere ting, man selv kan gøre for at hjælpe renovationsmedarbejderne og komme problemet med skadedyr til livs.
Sådan undgår du skadedyr i din skraldespand
1. Vask din skraldespand, og hold låget lukket
Det er vigtigt at rengøre din mad og restskraldespand både indenfor og udenfor, da skadedyr såsom spyfluer og bananfluer lever begge steder.
Og det er ikke nok bare at skifte skraldepose. Faktisk skal man ned og rengøre bunden af skraldespanden med vand og sæbe, hvis der er rester i spanden, da madaffaldet kan afgive væske. Især hvis det ligger samme sted i 14 dage, inden at den tømmes.
- En del af væsken fra madaffaldet bliver liggende i skraldespanden fra gang til gang, hvor skraldemændene kommer ud og tømmer den. Og den væske indeholder alle de her ting, som skadedyrene godt kan lide, forklarer Claus Schultz.
Derudover er det vigtigt at holde låget på skraldespanden lukket, så skadedyr som mus og rotter ikke har let adgang, lyder det.
2. Skyl dine dåser af
Det er vigtigt at skylle sine tomme dåser af, inden at de kommer i metalskraldespanden.
For lægger man eksempelvis dåser med tomatrester i skraldespanden, vil de starte en gæringsproces, der blandt andet tiltrækker bananfluerne.
Og har man dåserne liggende indenfor i skraldespanden, anbefaler Claus Schultz, at man lægger dem i skraldespanden udenfor med det samme, så man ikke får bananfluer i hele køkkenet.
3. Fjern madvarer fra køkkenbordet
Det er vigtigt at være opmærksom på, hvad man har liggende eller stående på køkkenbordet i sommervarmen.
For står der en vinflaske med en lille rest i bunden, eller en frugtskål med bananer, æbler og pære, så tiltrækker det også bananfluer, og de formerer sig lynhurtigt, lyder det.
- Så længe frugterne er friske, så sker der jo ikke noget. Men er de blevet stødt, så der kommer lidt væske ud, så har vi allerede balladen, for det tiltrækker bananfluerne, forklarer Claus Schultz.
Derfor er Claus Schultz bedste råd:
- Der er ikke andet at gøre end: tøm, tøm, tøm, rengøring, rengøring, rengøring, rengøring, siger han.
4. Eddike kan hjælpe dig
Er bananfluerne allerede kommet ind i køkkenet, så er der heldigvis et simpelt tip, som kan hjælpe.
Eddike tiltrækker bananfluer og kan bruges til at bekæmpe dem, forklarer Claus Schultz.
Sætter man små skåle med eddike rundt omkring på køkkenbordet, er det en effektiv måde at se, hvor de kommer fra.
- Jo tættere vi kommer på kilden, jo lettere. Så derfor bruger man eddike til at diktere, hvor langt vi er fra kilden. Det kan man se på de skåle, hvor der er flest bananfluer i, siger han.
Og det er ikke kun i køkkenet, at bananfluerne kan befinde sig.
På badeværelset kan der være badeværelsesmyg, som ofte forveksles med bananfluer. De sidder i afløb, så derfor skal der skrubbes grundigt i afløbene og bruges kogende vand til skylle kloakrørene for at udrydde dem, lyder det.
5. Luk posen ordentligt
Udover ovenstående fire råd er der en anden ting, som man meget gerne må være opmærksom på i sommervarmen, så man undgår skadedyr i skraldespanden.
- Det er en god idé at være ekstra opmærksom på, at man får mad- og restaffaldet i poser, og at den er lukket ordentligt. Hvis der er behov for det, så tag en ekstra pose om, hvis posen er for tung, afslutter Niels Toftegaard.