Fælleskøer hitter
By-folk går sammen om at eje køer
Det at holde køer er normalt noget, der er forbeholdt landmænd. Men flere og flere by-folk går sammen om at være kvægavlere for at opleve en snert af landmandslivet.
En af dem, der har valgt at splejse med andre om fælleskøer, er Benny Nielsen fra Ry, der til dagligt arbejder som ingeniør:
- Nu er jeg en lille bitte smule landmand, og det er jeg faktisk rigtig glad for, siger han til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Sammen med 30 andre og i samarbejde med Skanderborg Kommune har Benny Nielsen stiftet Ry Kogræsselaug.
- Vores samfund er jo sådan, at vi nogle gange kommer lidt væk fra det, vi selv kommer fra. Det her er en mulighed for at komme lidt tættere på både kød- og fødevareproduktion, så det er også det, det handler om, forklarer han.
Indtil videre har Ry Kogræsselaug fire køer, men Benny Andersen håber på at udvide bestanden i fremtiden:
- Jeg tror ikke, vi kommer til at have ti, men det kan da godt være, at vi har fem eller seks næste år, siger han.
Se mere i videoen øverst på siden.