Cigaræskens farvel: Legendarisk hal stopper på topplan
Morten Børup Hallen, også kaldet Cigaræsken, er for sidste gang hjemmebane for Skanderborgs håndboldherrer i aften
I dansk tophåndbold er der næppe en hjemmebane, der er lige så speciel som Skanderborg Håndbolds Morten Børup Hallen – også kaldet Cigaræsken.
Den har sit navn fra sin størrelse. Der er blot plads til omkring 550 tilskuere, og hallen er næsten 50 år gammel. Publikums forreste rækker sidder klinet op af sidelinjen.
Men nu er det slut. Når Skanderborg Håndbold i aften møder Skjern, bliver det sidste gang med Skanderborgs herrer i Morten Børup Hallen.
Læs også
- Jeg tror alle at vi bliver lidt medtaget på følelserne når der bliver fløjtet af efter Skjern kampen. Det er jo utroligt mange timer man har tilbragt i den hal, og vi har alle oplevet så mange op og nedture indenfor de 4 buede vægge. Det har været et uhyggeligt sted for modstanderne, ingen tvivl herom. Resultaterne taler sit tydelige sprog, for trods vores begrænsede økonomiske midler har vi slået alle de etablerede hold mindst 1 gang igennem de 10 sæsoner vi har spillet i ligaen, siger sportschef i Skanderborg Håndbold Torben Væver i en pressemeddelelse.
Han understreger dog, at det er vigtigt at få skiftet til mere moderne rammer, og den nye hjemmebane i Skanderborg har plads til cirka 2.100 tilskuere.
- Det bliver en stor omvæltning for os at komme på Fælleden, men hvis vi fortsat skal spille med i toppen af Dansk håndbold, så er der ganske enkelt ingen vej udenom. Det er umuligt at skabe drift med en hjemmebane med 550 tilskuerpladser, 20 parkeringspladser og plads til 60 sponsorer i Vippen, siger Torben Væver.
Læs også
Den sidste hjemmekamp er for længst udsolgt, og den lokale musiker Peter Sommer kommer og giver sit bidrag til festen, ligesom Skanderborg Bryghus giver gratis fadøl hele aftenen.
Peter Sommer har skrevet en sang til lejligheden med arbejdstitlen 'Cigaræskens Godnat Sang'.