Ung bilist kørte galt og ramte bygning
19-årig mandlig bilist kørt til hospital i Aarhus efter uheld
Søndag aften kørte en 19-årig mandlig bilist glat ved Jævndalvej og Eksportvej ved Rodelund syd for Silkeborg.
- Bilisten kørte galt og kørte nedad en skrænt, hvor han påkørte en mur, hvorefter bilen brød i brand, siger Keld Grosen, politiassistent ved Midt- og Vestjyllands Politi, til tv2oj.dk.
Du kan se flere billeder fra Local Eyes her
Han fortsætter:
- Brandvæsnet fik frigjort føreren fra bilen, og han blev efterfølgende kørt til hospitalet i Aarhus. Han er lettere tilskadekommen, siger Keld Grosen.
Uheldet skete søndag aften klokken cirka 21.45, og årsagen er endnu ukendt.
Bygningen, som den unge bilist kørte ind i, er ejet af Siim båd & Motor A/S , og ifølge politiet blev der rutinemæssigt taget en blodprøve på bilisten, som skal vise, om der var alkohol involveret.