Politiet skal bruge vidner for at finde sten-kastere
Politiet i Silkeborg skal bruge offentlighedens hjælp til at finde dem, der kastede tunge sten på den nye motorvej
Det er ikke mange timer siden, at en sten kastet fra en motorvejsbro dræbte en tysk kvinde, der sammen med sin mand og sit barn kørte på motorvejen på Fyn, og natten til mandag var det så i Silkeborg, at der var blevet kastet med sten.
Lokalpolitiet i Silkeborg har modtaget en anmeldelse om, at en vagt fra Vejdirektoratet fik kastet sten imod sig. Heldigvis ramte ingen af dem.
Der er angiveligt tale om fire drenge og to piger i 16-års alderen.
Læs også
- Vi vil rigtig gerne i kontakt med de unge mennesker, og vi vil gerne have kontakt til borgere, der måtte have kørt på Østre Ringvej, som har set de unge mennesker befinde sig på motorvejsbroen, siger Mette Therkildsen, fagkoordinator hos Silkeborg Politi, efterforskningsafdelingen.
Og for at få sagen opklaret kan det være nødvendigt at finde vidner.
- For belysning af sagen har vi brug for vidner, så vi kan finde ud af, hvad der er sket her i nat, siger Mette Therkildsen.
Lokalpolitiet i Silkeborg advarer på det kraftigste mod, at man kaster objekter ud fra motorvejsbroer. Det kan være livsfarligt.
Har man oplysninger i sagen kan man ringe til politiet på telefon 114.
Se interviewet øverst i artiklen.