V vil ikke love flere måneder med billige færgebilletter
Det har givet pote, at blandt andet Samsø har sat færgetakster ned. Venstre glæder sig, men lover ikke flere penge.
Det vækker glæde i regeringspartiet Venstre, at der allerede efter mindre end en måned med billigere færgebilletter kan ses en markant passagerfremgang på færgerne til en række danske øer, heriblandt Samsø.
Det vil medvirke til at skabe vækst, vurderer Venstres indenrigsordfører Carl Holst.
Billetpriserne er blevet sat ned, efter at Folketinget har bevilget 95 millioner kroner årligt til det, der bliver kaldt landevejsprincippet eller trafikal ligestilling - at det skal koste det samme at sejle en kilometer med færge som at køre en kilometer på landevej.
Pengene rækker til at sænke priserne i perioden efter skolernes sommerferie og indtil november, og så igen i månederne inden sommerferien.
Læs også
Både på Samsø, Fanø, Læsø og Ærø har de haft en tydelig stigning i trafikken sammenlignet med samme periode sidste år. Billetpriserne er omtrent halveret.
- Det viser jo, at det, som et bredt flertal var med til at vedtage, har været fornuftigt. Jeg håber, at væksten kan fortsætte, siger Carl Holst.
Samme håb har borgmestrene på blandt andet Fanø og Læsø. De håber dog også, at Folketinget vil kunne finde penge til, at priserne også kan blive sat ned i vintermånederne.
Læs også
- Hvis vi får priserne ned, så vi på sigt får fuld trafikal ligestilling, er vi jo ligestillet med resten af landet, og så er jeg da ret sikker på, at vi vil få en ganske pæn vækst, siger Fanøs borgmester, Erik Nørreby (V).
Det vil koste yderligere 38 millioner kroner, men de penge er ikke afsat på finansloven i 2017.
Venstre afviser dog ikke at finde penge på et senere tidspunkt.
- Der er så mange ønsker til finansloven. Jeg siger ikke, at man ikke vil finde pengene. Jeg siger bare, at man ikke vil love det, siger Carl Holst.