Restaurant Sak laver Samsøs bedste kartoffelmad
Der var skarp konkurrence blandt ni spisesteder, men Restaurant Sak stod bag Samsøs bedste kartoffelmad
På Samsø er kartoflen et omdrejningspunkt i en sådan grad, at den spiller hovedrollen i den årligt tilbagevendende konkurrence om at kåre Samsøs bedste kartoffelmad.
I år dystede ni af øens 35 spisesteder om titlen, og dommerpanelet, der blandt andet bestod af køkkenchef Paul Cunningham fra Henne Kirkeby Kro og smørrebrødsdronningen Ida Davidsen valgte Restaurant Sak, der også vandt konkurrencen i 2014.
Mums: Nu er de allerførste samsøkartofler klar
- Restaurant Sak vandt på grund af velsmag og innovation, men der var ni meget flotte og spændende madder, og dommerne var vældig imponerede, fortæller Jacques Rahr Knudsen fra VisitSamsø til tv2oj.dk.
Samsø danner rammen om ”Toppen af poppen”
Konkurrencen blev afholdt for femte år i træk, og for tredje år i træk foregik det i Samsø Hallen, hvor publikum frit kunne forsyne sig fra det store tag selv-bord, der bugnede med nye kartofler, brød, sild, smør, mayonnaise og andre lækre ingredienser, så de selv kunne lave en kartoffelmad, og det var der mange, der benyttede sig af.
- Det er gået fantastisk med godt 600 gæster, og 80 procent af dem var vel turister. Der var udsolgt på 19 minutter, så det er virkelig noget, der er interesse for, fortæller Jacques Rahr Knudsen.