Børn i alvorligt trafikuheld
Mand og to børn fløjet på sygehuset
En mand og to mindreårige piger blev i nat fløjet til behandling på Rigshospitalet i København efter et alvorligt trafikuheld på Samsø.
Ifølge Samsø Redningskorps kom manden ved to-tiden kørende ad Nørreskiftevej nær Ballen, da han mistede herredømmet over sin bil.
Bilen kørte derefter ind i en have, hvor den ramte en stor sten.
- Vi rykkede straks ud med samtlige fire ambulancer, der findes på Samsø. Senere ankom en af Forsvarets helikoptere, hvorefter de skadede blev fløjet til København, siger stationsleder ved Samsø Redningskorps Søren Peter Kjeldahl til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Ifølge de seneste meldinger fra Rigshospitalet er ingen af de tre personer i livsfare. Manden, der førte bilen, er udskrevet. Børnene er dog så vidt vides stadig indlagt på sygehuset.