Randers Kommune indrømmer fejl efter kritik
Randers Kommune har genbehandlet 110 sager, som Ombudsmanden har kritiseret
110 sager om såkaldt gensidig forsørgelse i Randers Kommune er gået om, og kommunen indrømmer, at der er blevet begået fejl i sagerne. Samtidig kritiserer Ombudsmanden kommunens oprindelige handlen på området.
Det skriver kommunen selv i en pressemeddelelse.
Det var Velfærdslistens Kasper Fuhr, der er medlem af byrådet i Randers, der indbragte sagen til Ombudsmanden. Sagen omhandler 110 afgørelser, der rammer par på kontanthjælp.
SE OGSÅ: Ombudsmanden går ind i sag om gensidig forsørgelsespligt
Kommunen må samlet betale i omegnen af 4,4 millioner kroner til de 110 ramte familier på kontanthjælp.
- Jeg er glad for, at ombudsmanden er enig med Velfærdslisten i, at alle i det her samfund har krav på, at kommunen overholder loven – og at det altså også gælder for folk på kontanthjælp. Men jeg synes stadig, det er langt ude, at man er nødt til at gå til ombudsmanden for at sikre, at lokalpolitikerne ikke snyder sårbare borgere, siger Kasper Fuhr Christensen, medlem af Randers Byråd for Velfærdslisten, i en pressemeddelelse.
Reglen om gensidig forsørgelsespligt for samlevende blev ophævet den 1. januar 2016.
SE OGSÅ: Fuhr genvalgt: Vil igen kæmpe for forbedret velfærd
- Vi har modtaget Ombudsmandens udtalelse, og det fremgår, at vi skulle have genoptaget sagerne om gensidig forsørgelse tidligere. Vi vil gerne beklage forløbet og tager kritikken til efterretning. Samtidig glæder vi os over, at Ombudsmanden har forholdt sig til håndteringen af den her type sager, hvor andre kommuner også har været i tvivl om behandlingen af sagerne. Nu vil vi nærlæse udtalelsen så vi kan lære af den, siger Steinar Eggen Kristensen, der er direktør i Randers Kommune.