Jens laver Danmarks bedste frugtvin: Som at lave en sovs
Jens Skovgaard fra Cold Hand Winery hædret
Priserne nærmest regner ned over den østjyske frugtvin-producent Cold Hand Winery i Læsten.
Sidste weekend modtog firmaet priser for deres vine, og indehaver Jens Skovgaard er kåret til årets frugtvinmager i Danmark 2013.
- Det betyder utroligt meget. Det har været et fantastisk skulderklap at få denne her pris. Det er med til at vise, at vi er på den rigtige vej, siger Jens Skovgaard til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Ifølge Jens Skovgaard er det dog slet ikke så svært at lave gode frugtvine.
- Når der er nogen, der vil gøre en videnskab ud af at lave vin, så siger jeg, at det er det samme som at lave en god sovs. Det handler om at kunne sammensætte nogle smagsindtryk. Der er ingen grund til at gøre det mere videnskabeligt, end det er. Det handler om at have en fornemmelse for, hvad der smager godt, mener han.
Se mere i tv-indslaget øverst på siden.