Stor stigning i antallet af solgte byggegrunde flere steder i Østjylland
Salget af byggegrunde i Østjylland er steget markant fra 2015 til 2016. Bedst står det til i Odder, hvor der er sket en fordobling
Der er igen kommet gang i salget af byggegrunde flere steder i Østjylland.
Sidste år blev der i flere kommuner solgt markant flere byggegrunde end i 2015. Bedst ser det ud i Odder Kommune, hvor der sidste år blev solgt 27 grunde, hvilket er mere end en fordobling.
Læs også
Men også i Randers Kommune har salget af byggegrunde taget fart. Sidste år blev der solgt 40 grunde, og det er en stigning på 25 procent.
- Det går rigtig stærkt i Randers, det er et af de steder, hvor der er mange tilflyttere, og vi har bygget mange huse i det her område, siger afdelingsdirektør i Huscompagniet Lars Raabjerg Didriksen.
Og det er især børnefamilier, som går efter de eftertragtede grunde lidt uden for byerne. Et af de steder, hvor der bliver bygget på livet løs er Romalt lidt uden for Randers.
- I forhold til alt det, som vi har behov for, så ligger spækhuggeren her super godt. Der er gode busforbindelse, skolen ligger lige ved siden af, og der er daginstitutioner, siger Kira Louise Krog, der er flyttet til området med sin familie.
Læs også
Faktisk er efterspørgslen nogle steder så stor, at udbuddet slet ikke kan følge med.
- Vi har mange flere kunder, der gerne vil bygge, end der egentlig er byggegrunde til. Det kan man også se, når kommunerne sætter byggegrunde til salg, hvis det er etableret som budrunde, så stiger priserne voldsomt, siger Lars Raabjerg Didriksen.