Er det ok at være sofavælger?
Panelet i Hits & Holdninger debatterer, om det er okay at være sofavælger
Folketingsvalget er over os, og uanset om man tænder for fjernsynet eller slår op i avisen, bliver man informeret om valget og kandidaterne på den ene eller anden måde.
Mens langt de fleste i Danmark benytter sig af sin stemmeret og sætter et kryds, så er der også dem, som ikke gør det.
En af dem er Michelle Birkballe, der er musiker fra Risskov. Hun er tirsdag gæst i Hits & Holdninger på TV 2 | ØSTJYLLAND, hvor der bliver snakket om folketingsvalget den 18. juni.
Se: Ægteparret Nielsen har aldrig stemt
- Jeg stemmer ikke, fordi jeg ikke ved nok om det. Jeg har prøvet at sætte mig ind i det, men jeg forstår det ikke, og jeg vil ikke stemme på nogen, som jeg ikke ved noget som helst om og ikke har forstand på. Jeg håber hvert eneste år, at jeg bliver klogere, men det gør jeg ikke, siger Michelle Birkballe.
Med i tirsdagens panel i Hits & Holdninger er også folketingskandidat Karsten Ulstrup Kristensen, der formand for Randers Konservative Ungdom. Han mener, at sofavælgerne i det mindste bør forsøge at sætte sig ind i valget, inden beslutningen om at blive i sofaen bliver taget.
- Jeg synes, det er ærgerligt, at folk ikke stemmer, og jeg synes, man har et ansvar for i hvert fald at forsøge at sætte sig ind i det her og prøve at give det en chance for at finde ud af, hvad de forskellige partier mener. Det er trods alt hele vores land, liv og fremtid, vi skal ind og beslutte os for, siger Karsten Ulstrup Kristensen.
Du kan se hele debatten om folketingsvalget i videoen øverst på siden. Du kan se hele Hits & Holdninger på TV | ØSTJYLLAND i aften, tirsdag, klokken 20.20.