Flammer fra bål fik fat i hus
Et bål i en have udviklede sig og fik fat i et udhæng til et hus
18. apr 2015, kl. 12:47
Mere end 30 dage gammel
Østjyllands Politi og Brandvæsnet rykkede lørdag formiddag omkring klokken 11.15 ud til Boulstrup sydøst for Odder.
Her havde en borger været i gang med et bål i haven, da han formentlig var ved at brænde haveaffald eller lignende af, oplyser Østjyllands Politi
- Manden havde haft bålet for tæt på sit hus, og så havde ilden fået fat i udhænget på huset, siger vagtchef Carsten Dahl fra Østjyllands Politi.
Brandvæsnet fik hurtigt bekæmpet flammerne, og ingen personer kom til skade.
Udover skader på huset har manden fået en bøde for overtrædelse af Beredskabsloven for afbrænding for tæt på huset.