Færge skal laves på værft
Aflysninger frem til søndag
Der kommer til at gå flere dage, før Stena Nautica kommer til at sejle mellem Grenaa og Varberg, efter den natten til tirsdag sejlede ind i en mole og derfor fik slået store revner i skroget.
Det står onsdag klart, da færgen skal repareres på et værft.
- Den skal på et værft i Danmark eller Sverige, og det kommer formentlig til at ske i løbet af i dag (onsdag, red), siger Thomas Christiansen, der er salgs- og markedschef i Stena Line.
Dermed er alle ture over Kattegat frem til søndag aflyst. Passagerer vil automatisk få ombooket deres billet, så de kan sejle fra Frederikshavn til Göteborg.
Hvis man ikke er interesseret i det, kan man få pengene tilbage.
Det ligger endnu ikke fast, hvorfor færgen pludselig sejlede ind i molen på Grenaa Havn natten til tirsdag.
- De tekniske undersøgelser er stadig i gang, så man ved ikke noget endeligt endnu. Det skyldtes formentlig noget teknisk, som fejlede, men detaljerne kender vi ikke endnu, siger Thomas Christiansen.
Ingen personer var i fare ved ulykken.