EL: Jeg er meget skuffet
Løsgænger får lov til at fortsætte i byrådet
Det bliver løsgængeren Helle Plougmann, som skal have det omdiskuterede byrådssæde i Norddjurs Kommune.
Den afgørelse blev i dag offentliggjort, efter at kommunens valgbestyrelse har skulle tage stilling til sagen.
Valgbestyrelsen havde ellers taget kontakt til Økonomi- og Indenrigsministeret, men fordi der ikke har været lignende fortilfælde og fordi ministeriet ikke mener, de har kompetencerne til at træffe en afgørelse, blev det derimod valgbestyrelsens opgave.
Den beslutning blev mødt med utilfredshed hos Enhedslisten, som mener, at det er Inky Remy, der er berettiget til pladsen:
- Jeg er meget skuffet over, at valgbestyrelsen ikke turde at tage beslutningen om at omgøre deres fejl, siger bestyrelsesmedlem i Enhedslisten i Norddjurs Mogens Overballe til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Sagen er opstået, fordi kommunens valgbestyrelse valgte en forkert kandidat ind i byrådet ved kommunalvalget sidste år. Egentlig skulle Inky Remy være valgt ind i stedet for Helle Plougmann, fordi Enhedslisten stiller op som partiliste og ikke sideordnet liste.
Det blev derimod Helle Plougmann, som blev valgt ind, fordi hun fik flest stemmer. Dengang var Helle Plougmann nemlig medlem af Enhedslisten i modsætning til i dag, hvor hun er løsgænger i byrådet.
Forvirringen omkring valget af kandidater er først nu kommet frem i søgelyset, selvom Enhedslisten gennem længere tid har været klar over fejlen.
Enhedslisten i Norddjurs Kommune har nu mulighed for at afprøve sagen ved en domstol, men det kommer ikke til at blive tilfældet, fortæller bestyrelsesmedlem Mogens Overballe.
- Vi har så spurgt i partiet juridisk, og de siger, at det skal vi ikke, siger han.
Se en del af interviewet med Mogens Overballe i videoen øverst i artiklen.