- Det er lidt overraskende
Derfor havde man mistanke om sælpest
Dagens nyhed om, at de op mod 100 døde sæler på Anholt ikke er døde af sælpest, men derimod en bakterie, vækker glæde i Østjylland.
Dyrepasser Kasper Friis Jensen fra Kattegatcentret i Grenaa er dog også delvist overrasket over, at årsagen ikke er sælpest.
Sælpest er en smitsom virussygdom, som efterhånden har tradition for at ramme den danske sælbestand med 10-15 års mellemrum og lige i øjeblikket er bestanden stor:
- Det er lidt overraskende, siger Kasper Friis Jensen til TV 2 | ØSTJYLLAND og uddyber:
- Det er længe siden, der sidst har været sælpest, så derfor kunne man måske godt forvente, at det ville være det.
Sælerne er alle døde af kraftig lungebetændelse, som ligeså stille har kvalt dem.
I Kattegatcentret svømmer der i øjeblikket tre sæler rundt, men ingen af dem er i fare for at blive smittet. De svømmer i et anlæg, hvor de ikke får fysisk kontakt med sæler i naturen, og det er det helt afgørende.
Sælerne smitter hinanden, når de hilser på hinanden snude mod snude.
Ifølge dyrepasser Kasper Friis Jensen sker smitten med bakterier formentlig lige nu, fordi det er sælernes yngleperiode:
- Det er højest sandsynligt, fordi de ligger på stranden lige nu med deres unger og er samlet mange sammen. Der vil der så være mulighed for at smitte hinanden. Sælen er nemlig ikke et flokdyr, siger han.