Udvist familie hjemme igen
Kenneth Iversen og familie er tilbage i Horsens
Kenneth Iversen og hans vietnamesiske kone er ved at flytte ind i deres nye lejlighed i Horsens.
Familien har det seneste halvandet år gennemgået et juridisk mareridt. De blev tvunget til at flytte til Tyskland, fordi Kenneth's vietnamesiske kone blev udvist af myndighederne.
Efter en alvorlig arbejdsulykke fik Kenneth Iversen på opfordring fra Aarhus Kommune en revalidering og uddannede sig til ingeniør. Men man kan ikke få familiesammenføring, hvis man har modtaget offentlig forsørgelse inden for tre år, og derfor blev Kenneth Iversens kone udvist til Vietnam, hvor hun kommer fra, sammen med sin dengang 11-årige datter.
- Det har været et meget stressende forløb at være igennem, især for min kone, siger Kenneth Iversen til TV 2 | ØSTJYLLAND.
- Det, jeg har koncentreret mig om, er at holde min familie samlet - det er det, jeg ønsker. Hvor det så er henne, det er i princippet ligegyldigt, siger han.
Sagen har vakt politisk opsigt. I Aarhus og på Christiansborg stod politikerne i kø for at hjælpe - men det blev ved snakken. Hjælpen kom i stedet fra EU. Det er nemlig en EU-regel, der gør, at familien kan flytte tilbage til Danmark.
Se mere i indslaget øverst.