Seriehold: Årets sjoveste kamp
Tirsdag aften venter der Fuglebakken KFUM Århus en stor opgave
Når aarhusianske Fuglebakken KFUM Århus, der til daglig spiller i Jyllandsserien, tirsdag aften møder AC Horsens fra 1. division, bliver det en stor oplevelse for den aarhusianske fodboldklub.
- Det er ikke årets vigtigste kamp, men det er indtil videre årets sjoveste kamp. Det er ikke hver dag, at vi får fornemt besøg på så ydmyge rammer, som Højlyngen Park er, siger Morten Toft, der er sportschef i Fuglebakken KFUM Århus.
De to klubber mødes i første runde af hovedturneringen i DBUs pokalturnering.
Se: Fuglebakken: Gode muligheder
- De sjoveste kampe er jo dem, hvor spillerne får nogle oplevelser, hvor der kommer mange tilskuere, og hvor der er noget på spil. Og det gælder i aften, fordi vi går helt bestemt efter sejren, så vi kan komme videre til anden runde. Er vi heldige der, så får vi en stor modstander som for eksempel FC København eller AGF, og så er det en oplevelse for livet for spillerne. Det er det, vi går efter, siger Morten Toft, der håber på cirka 500 tilskuere til kampen.
Sportschefen lover de fremmødte, at de vil få en angrebsivrigt hjemmehold at se.
Se: Træner presse før pokalkamp
- Vi har valgt en formation, som vil byde dem trods. Vi skal ikke pakke os som et pindsvin. Vi skal ud og vise, hvad Fuglebakken KFUM kan på hjemmebane. Vi har et publikum, som forhåbentlig vil støtte os, og de får et angrebshold at se fra starten, siger Morten Toft.
Han erkender, at der skal en god portion held og dygtighed til, hvis aarhusianerne skal lave et godt resultat mod AC Horsens.
- Der skal en ekstraordinær indsats til fra alle spillerne. Vi skal ramme dagen, og så skal heldiet være med os, siger sportschefen.
Kampen mellem Fuglebakken KFUM Århus og AC Horsens spilles i dag, tirsdag, klokken 18.30 på Fuglebakkens hjemmebane, Højlyngen Park, i Aarhus.
I videoen øverst på siden kan du se hele interviewet med Morten Toft.