Derfor var de "tøsedrenge"
Cheftræner forklarer sig
I tirsdagens udgave af TV 2 | ØSTJYLLANDs fodboldmagasin Fodbold med Horup forklarede cheftræner i AC Horsens, Bo Henriksen, hvorfor han kaldte sine spillere for "tøsedrenge" efter en kamp i sidste uge.
Det var nederlaget til Esbjerg på 0-7, der fik ham til at komme med udmeldingen:
- De første, jeg fortæller det til, er jo mine spillere selv. Jeg kunne aldrig nogensinde finde på at gå ud og svine nogle enkeltpersoner til i den forstand. Og "tøsedrenge" har jo også noget at gøre med mig selv i den forbindelse, lød forklaringen fra ham i Fodbold med Horup.
Han fortryder heller ikke udmeldingen:
- Nej, det gør jeg ikke. Jeg synes, vi skal kalde tingene, hvad de er. Og det her har jo ikke noget at gøre med, at jeg ikke kan lide mine spillere eller ikke synes, det er nogle fantastiske gutter, jeg arbejder sammen med til dagligt. Det, der betyder noget i denne forbindelse er at være autentisk i de ting, man laver - også udadtil. Og også fortælle tingene, som virkeligheden nu engang er, forklarer han.
Hør hele Bo Henriksens forklaring på udmeldingen og hør også resten af panelets reaktion i videoen øverst på siden, hvor du kan se hele tirsdagens Fodbold med Horup med Martin Jørgensen fra AGF og Bo Henriksen fra AC Horsens.