Brand i stuehus på landejendom
14-årig slog alarm til brandvæsnet
Tirsdag først på eftermiddagen opstod der brand i et stuehus på en landejendom på Hårupvej ved Brædstrup nordvest for Horsens.
- Branden opstod på en landejendom i stuehuset. Ilden var startet i et kontor i stueetagen, og så havde den bredt sig i huset, siger Ole Wessel, der er indsatsleder hos Horsens Brand og Redning.
Branden opstod kort før klokken 13.00, og brandvæsnet var hurtigt på stedet, hvor brandmændene fik nedkæmpet flammerne.
- Kontoret i huset er fuldstændig udbrændt, og resten har skader fra varme, flammer og sod, siger Ole Wessel.
En 14-årig pige var alene hjemme i huset, og det var hende, som opdagede ilden og fik slået alarm.
- Hun handlede lige efter bogen, så det var rigtig flot, siger Ole Wessel.
Ingen personer kom til skade ved branden, og to hunde måtte reddes ud fra husets kælder, men de har det efter omstændighederne godt.
Det er endnu usikkert, hvordan ilden præcist er opstået, men politiet har en teori.
- Politiet har en formodning om, at årsagen til branden kan skyldes nogle elinstallationer på kontoret i huset, men teknikerne skal ud at kigge på det, før vi ved noget mere sikkert, siger Ole Wessel.