AC Horsens vil overvintre som nummer tre
Cheftræner Bo Henriksen håber på god hjemmebane-afslutning mod Næstved
Søndag får fodboldklubben AC Horsens mulighed for at få revanche i vintersæsonens næstsidste kamp mod Næstved.
De to hold mødtes i sæsonpremieren i 1. division, og dengang blev det til en 2-1 sejr til sjællænderne.
Det håber Horsens-cheftræner Bo Henriksen, at kunne lave om på, når holdet i dag tager imod Næstved på hjemmebane på Casa Arena i Horsens.
Kampen er nemlig den sidste hjemmebanekamp inden vinterpausen. Derfor skal den sluttes af med manér foran fans og sponsorer, siger Bo Henriksen i et interview på klubbens hjemmeside:
- Det er altid det sidste indtryk der står stærkest i erindringen, og med en god præstation mod Næstved vil vores hjemmepublikum kunne gå tilfredse hjem til vinterpausen, siger han.
Holde fast i toppen
Hvis man ser på statistikken, så har AC Horsens haft overtaget over Næstved - bortset fra nederlaget i denne sæson. Fire sejre er det blevet til i de seneste fem kampe.
En sejr i dagens kamp kan være med til at cementere Horsens' placering i toppen af tabellen i Bet25-ligaen. AC Horsens ligger lige nu på en tredjeplads på 31 procent.
Cheftræner Bo Henriksen har troen på, at spillerne kan komme igen mod Næstved:
- Vores start på sæsonen var ikke godkendt, og det var vores nederlag i Næstved bestemt heller ikke. Det er dog et helt andet hold jeg ser hver dag nu end da vi startede sæsonen. Spillerne har virkelig løftet sig fantastisk, og samlet har vi leveret et super efterår.
Kampen mellem AC Horsens og Næstved bliver spillet søndag klokken 15.
Den sidste kamp inden vinterpausen er lørdag den 5. december mod Silkeborg IF på udebane. En kamp, der skulle være spillet i sidste weekend, men som blev aflyst på grund af sne.