Østjyde klar til debut
Kasper H. Jensen klar til at udfordre Auto-G DTC-serien
I den kommende weekend får unge Kasper H. Jensen fra Hinnerup debut i Auto-G Danish Thundersport Championship ved Yokohama DM-Finalen på FDM Jyllandsringen.
- Jeg glæder mig meget til at skulle prøve at køre race i klassen, siger han i en pressemeddelelse.
- Målet er at komme i Super Pole, og så må vi tage den derfra og håbe, at jeg kan komme i top 8 i første heat, så jeg kan være med fremme i heat to. Det er sidste løb, og alle vil give den gas for at komme frem, men jeg synes, at jeg har et godt udgangspunkt.
For tre år siden sad Kasper H. Jensen stadig i en gokart, men så tog han springet til tysk motorsport, hvor han i 2012 vandt rookie-mesterskabet i Volkswagen Scirocco Cuppen - et resultat, han året efter fulgte op med en samlet andenplads i mesterskabet.
I år vendte han tilbage til dansk bilsport, hvor han stillede til start i OK Mobil 1 Legend Car Cuppen. Her var han så suveræn, at han som den første kører nogensinde vandt mesterskabet, inden sæsonen var afsluttet.
Kasper H. Jensen første løb i Auto-G Danish Thundersport Championship er lørdag middag. Her skal han køre mod blandt andre Jan Magnussen og Casper Elgaard.