Dagen derpå: Gartneri-ejer taknemmelig efter brand
7.000 kvadratmeter brændt ned - men produktionen kan fortsætte
Torsdag aften udbrød der voldsom brand i gartneriet Knud Jepsen A/S i Norring vest for Hinnerup.
På grund af farlig røg fra branden sendte Østjyllands Politi en advarsel til borgerne om at holde sig inde, så længe Beredskab og Sikkerhed Favrskov kæmpede med flammerne, men midt på aftenen var branden efterhånden under kontrol.
Fredag er dagen derpå for gartneriet Knud Jepsen A/S. Og det er et voldsomt syn, der møder medarbejdere og ejer, da daglyset så småt afslører de nedbrændte bygninger.
- Der gik ild i en af vores to formeringer, så 7000 kvadratmeter drivhus er brændt, men med dygtige medarbejdere og brandfolk, fik vi det begrænset til den ene afdeling. Men i forhold til, hvad der kunne være sket, så er jeg meget taknemmelig for den hjælp, vi fik i aftes, siger Frands Jepsen, der er direktør, ejer og tredje generation i Knud Jepsen A/S.
Ikke længere farlig røg: Brand i Norring er nu under kontrol
Årsagen til branden er endnu ikke verificeret, men en mistanke går på en væksthuslampe, der kan være gået i brand.
Branden får ikke konsekvenser for medarbejder eller produktionen.
- Vi kan levere fuldt ud de næste ti uger, og herefter vil der komme et par uger, hvor vi ikke kan levere fuldt sortiment, siger Frands Jepsen.
Gartneriet er i alt på 120.000 kvadratmeter, hvoraf altså 7.000 af de kvadratmeter er brændt ud.
Se hele interviewet med ejeren af gartneriet Knud Jepsen A/S.