Northside om vejret: Enormt vigtigt – men vi kan intet gøre
Der er kun fem dage til Northside, og arrangøren krydser fingre for godt vejr – for andet er der jo ikke at gøre
Den store festival Northside løber af stablen fra fredag den 17. juni til søndag den 19.
Lige nu ser det ud til, at vejret bliver udmærket, men det danske vejr er som bekendt svært at spå om. Og netop vejret er en kilde til evig uro, når man er festivalarrangør.
LÆS OGSÅ: Northside ikke udsolgt: Kæmper med andre om opmærksomhed
- Det er en kombination af at være enormt frustrerende og være noget, vi bare må acceptere. Vejret er jo super vigtigt. Vi har en intern pagt om, at vi ikke må sidde og holde øje med vejrudsigterne længe i forvejen, og så sidder vi jo alligevel og brokker os eller jubler alt efter, hvordan det ser ud, siger talsmand John Fogde til tv2oj.dk.
Han mener, at det i en ’i forvejen underlig branche er en af de mest underlige ting’.
- Vi kan jo forberede os i et helt år, men det er fuldstændig ude af vores hænder, siger John Fogde.
Lige nu er Northside ikke udsolgt, og vejrudsigten kan også have en indflydelse på, om de sidste billetter bliver solgt, mener John Fogde.
Dog mener han, at festivalen sagtens kan håndtere, hvis det bliver vådt.
- Vi er godt rustet, og vi har jo prøvet det før. Pladsen kan godt holde til regn, uden at det bliver mudret, og de kritiske steder er vi klar med flis. Jeg ved fra folkene, der har bygget pladsen op, at der er flere overdækkede steder og siddemiljøer end nogensinde før, så vi er bedre kørende end tidligere. Men hvis det står ned i stænger til Iggy Pop, kan vi ikke gøre noget ved det. Sådan er gamet, siger talsmanden.
Festivalen begynder på fredag, og der er stadig billetter at hente. Blandt hovednavnene er Iggy Pop, Duran Duran, Beck, Deftones, Lukas Graham og The Chemical Brothers.