AGF-træner: Du kan ikke glemme de kampe, der er spillet
Glen Riddersholm vil starte på en frisk, når gruppespillet søndag går i gang mod Viborg, men den dårlige stime stadig sidder stadig i baghovedet
Efter en veloverstået landskampspause tager Superligaen i dag hul på de nye dele af den nye struktur, nemlig mesterskabs- og gruppespillet.
Dermed begynder en ny fase af turneringen.
Men hos AGF kan man ikke ignorere det faktum, at østjyderne ikke har vundet en superligakamp siden 1-0-sejren over FC Midtjylland i begyndelsen af december.
- Du kan ikke glemme de kampe, der er spillet. De sidder selvfølgelig lagret i kroppen. Men vi starter på en frisk forstået på den måde, at nu tager vi fat på kvalifikationsspillet, og det går vi selvfølgelig ind til med tro på egne evner, men også med den realisme der gør, at vi er nødt til at forstå, at det er os selv det drejer sig om, siger cheftræner Glen Riddersholm.
Med kun fire hold i hver pulje er der naturligvis megen fokus på de forskellige scenarier, der kan opstå runde for runde. Men den gider Glen Riddersholm ikke tage del i.
- Der er for meget snak rundt omkring os med, at hvis nu vi vinder mod Viborg, og Silkeborg sætter point til mod AaB. Det er noget snak, jeg gerne vil være foruden, og noget snak, jeg ikke mener hører hjemme i vores situation. Vi skal gå ind til opgaven med mod på tilværelsen og med optimisme, lyder det fra cheftræneren.
De to andre hold i AGF's gruppe er som sagt Silkeborg og AaB. De to sætter hinanden i stævne lørdag - dagen før AGF skal til Viborg. Og det synes Glen Riddersholm er uhensigtsmæssigt.
- Med en helt ny turneringsstruktur ville det give god mening, hvis man i puljerne spiller på samme tid, så man kommer væk fra nogle af de spekulationer, der lynhurtigt kan komme.
Alvoren er gået op for AGF
Energi Viborg Arena, hvor søndagens slag skal slås, var indtil januar hjemmebane for AGF-forsvaren Mikkel Rask. Selvom han stadig i ny i klubben og først fik sin debut i sidste rundes nederlag til OB, så er situationens alvor gået op for både ham og resten af AGF-truppen.
- Ja, selvfølgelig er den det. Det skal der ikke være nogen tvivl om. Vi ved udmærket godt, at vi skal ud og spille nogle rigtig vigtige kampe. Men når det er sagt, så går vi altid på banen for at vinde, og det er lige meget, hvem det er mod, siger Mikkel Rask, der fortsat er fit for fight - i modsætning til mange af holdkammeraterne.
Morten Duncan Rasmussen, Chris Ikonomidis, Alexander Juel Andersen, Niklas Backman og Dzhamaldin Khodzhaniiazov er alle definitivt ude eller tvivlsomme på grund af skader, mens Martin Spelman har karantæne.
Kampen mellem Viborg og AGF fløjtes i gang søndag klokken 16.00.