AGF-sportschef: Vi skal hente flere spillere
AGF’s sportschef Jens Andersson fortæller, at der skal tilknyttes flere spillere til AGF i dette transfervindue
AGF har allerede oprustet med en ny målmand, men der er flere spillere, der forlader klubben, og de skal erstattes.
- Vi kommer helt sikkert til at være yderligere aktive på markedet, siger sportschef Jens Andersson til tv2oj.dk.
I øjeblikket er der også spørgsmålstegn ved midterforsvareren Josip Elez, der havde en stor rolle for AGF i foråret.
- Det er en spiller, vi har haft en dialog med i lang tid. Det er klart, at hvis han ikke bliver i AGF, skal vi kigge på forstærkning til forsvaret, siger Jens Andersson, der understreger, at situationen er uafklaret.
Også Jesper Lange har kontraktudløb med AGF ved udgangen af måneden, men heller ikke her kan sportschefen blive konkret på, hvordan eventuelle forhandlinger skrider frem.
- Jeg tager den dialog med Jesper. Det er ikke noget, jeg vil kommentere i detaljer, siger Jens Andersson.