Stor udrykning: Løb fra færdselsuheld
Det er stadig uvist, hvad der præcist er foregået på stedet.
Opdatering klokken 18.43
Politiet skriver nu på X, at de efter søgning med hunde i området har fundet den sidste mand. Rampen er derfor ryddet og farbar igen. Østjyllands Politi arbejder videre med sagen.
Der er lige nu stor politiudrykning ved et færdselsuheld på E45.
Østjyllands Politi fik ved 17.00-tiden et opkald om, at en Audi Q7 var kommet kørende med høj hastighed syd ad E45 fra Randers.
En patrulje var tæt derpå, men klokken 17.02 fik politiet et opkald om, at bilen var kørt galt på afkørselsrampen ved Ødum.
Tre mænd var løbet fra bilen og stukket af ind mod Ødum, der ligger mellem Aarhus og Randers. Bilen havde ramt en anden bil, men umiddelbart er der ikke nogen, der er kommet svært til skade.
Politiet er stadig på stedet og har indtil nu anholdt to personer.
Der arbejdes fortsat intenst i området, og trafikken på rampen vil kortvarigt være berørt.
TV2 Østjylland har forsøgt at få en kommentar fra politiet, som dog ikke har yderligere at tilføje på nuværende tidspunkt.