Skyderi i Hasselager: Mand er ramt af skud
Østjyllands Politi holder kortene tæt ind til kroppen, men oplyser, at det formentlig skyldes internt opgør
En mand er tirsdag aften blevet skudt i forstaden Hasselager syd for Aarhus.
Det oplyser Østjyllands Politi sent tirsdag aften.
Manden er ramt af skud - et eller flere meldes der ikke om - men han er ifølge politi uden for livsfare.
Læs også
Skyderiet er fundet sted på Kildeagervej i Hasselager omkring kl. 19.04, hvor alarmopkaldet indløb. Politiet har tirsdag aften afspærret et område omkring gerningsstedet og er massivt til stede med betjente og patruljevogne, som det ses i videoen øverst i artiklen fra Local Eyes.
Lige nu efterforskes skyderiet som et internt opgør, lyder meldingen fra politiet.
Om der med internt opgør hentydes til de seneste måneders bandekonflikt i Aarhus Syd-området, er uvist.
For bare en måned siden blev to mænd i Hasselager stukket ned med kniv og blev alvorligt kvæstet. Få dage efter det blev en en 24-årig mand i Hasle ligeledes stukket ned. Han døde senere af sine kvæstelser.
Læs også
Lignende episoder med skydevåben og vold har fundet sted i områderne omkring Rundhøj i Højbjerg og Rosenhøj i Viby.
Østjyllands Politi ønsker ikke at kommentere tirsdagens skyderi yderligere af hensyn til efterforskningen. Politiets teknikere er tirsdag aften til stede på adressen i Hasselager for at foretage undersøgelser.
I videoen fra Local Eyes øverst i artiklen kan du se, hvordan politiet var til stede i Hasselager tirsdag aften.