SF: Mere fokus på telemedicin
- Nyt center skal ligge i Aarhus
Danmark skal have et nyt nationalt center for telemedicin og det skal ligge i Aarhus. Sådan lyder et udspil fra SF op til finanslovsforhandlingerne. Centeret skal samle al viden om brugen af telemedicin i Danmark.
- Vi vil samle al viden om telemedicin og her ligger Aarhus helt i spids. Både universitetet, kommunen og regionen arbejder i forvejen med telemedicin, siger SF'eren Jonas Dahl til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Læs også: Telemedicin rulles ud
Telemedicin går ud på, at patienten fra sit hjem kan kommunikere direkte med en læge omkring sit medicinforbrug. På den måde er idéen, at det bliver nemt for både patient og læge.
Sidste år satte Region Midtjylland gang i et stort forsøg med telemedicin. Her deltager godt 2.000 patienter i forsøget, der omfatter diabetespatienter og gravide med komplikationer.
Jonas Dahl mener, at centeret kan drives for ti millioner om året. De penge skal findes i den disponible pulje i finansloven.