Nomineret til pris
Kom med indenfor i huset
De danske boligejere må gerne være mere ambitiøse, når de bygger om eller bygger nyt, mener Danske BoligArkitekter.
Derfor har de startet en konkurrence for at finde landets smukkeste nybyggede parcelhus. Og her er Familien Refsgaard Andersens hus i Skødstrup nord for Aarhus blandt de tre huse, som er nomineret til at vinde prisen.
Familien har selv været med til at planlægge og designe det nye hus.
- Vi har altid haft en drøm om at være med i processen, siger Gitte Refsgaard Andersen fra Skødstrup.
Derfor valgte familien at få en arkitekt til at tegne drømmehuset, og siden har de været med til at flytte rundt på stregerne på papiret, indtil huset stod klar.
Familien har blandt andet lagt vægt på oplevelser, hvorfor dele af taget er bevokset.
- Det er rigtig dejligt, at man kan kigge ud over noget grønt tag og ikke have det her traditionelle tagpap eller andre fine løsninger, siger Gitte Refsgaard Andersen.
Ideen med prisen er, at Danske BoligArkitekter - måske ikke underligt - vil have flere til at få tegnet deres helt eget hus.
Vinderen af konkurrencen bliver offentliggjort til september, og med prisen følger 25.000 kroner.
Du kan komme en tur med ind i huset i indslaget øverst i artiklen.