Muslimer føler sig lagt for had efter terrorangreb
På de sociale medier oplever muslimer i dag mange hadefulde og generalisende kommentarer rettet mod dem
Terrorangrebene i Paris bliver diskuteret flittigt på de sociale medier, og i særdeles på Facebook er reaktionerne mange og til tider ret kontante. Det oplever talsmand for Fredens Moské i Aarhus også.
- På de sociale medier oplever vi en stor form for generaliserende kommentarer, der opfordrer til had mod en bestemt minoritet i samfundet, som selvfølgelig er muslimerne, siger talsmanden Ahmad Halimah.
Fransk caféejer: Det bliver jo bare ved
Han fortæller, at det er meget let at finde frem til udsagn som, at muslimerne skulle sprænges med atombomber eller skydes tilbage til stenalderen. Og han har en klar opfordring til dem, der læser disse kommentarer.
- Det er vigtigt, at vi ikke lader os rive med af den her bølge af opfordring til had, forklarer Ahmad Halimah.
"Ser på os med dømmende øjne"
Og det er ikke kun på internettet, at talsmanden ser en ændret adfærd hos folk efter terrorangrebene i Paris.
- Der er nogen, som bebrejder muslimerne, for hvad der er sket. Vi føler, at der bliver kigget på os med dømmende øjne, fortæller Ahmad Halimah.
Lokale politikere: Vi skal stå sammen efter Paris
Derfor herskede der også en speciel stemning ved dagens bøn i moskéen.
- Mig personligt påvirker tingene på Facebook ikke, men det er da klart, at vi godt kan mærke, at folk kigger på os, som om det var os, der havde været ned og lave massakren. Men der er altså forskel på muslimer, slår Ahmad Halimah fast.
Se hele interviewet med talsmanden fra Fredens Moské øverst på siden
Overblik: Det ved vi om massakren i Paris
Skyderier, eksplosioner og en gidseltagning sendte fredag aften og nat chokbølger gennem Paris i det, der forekommer at være en serie koordinerede aktioner.
I alt otte formodede jihadister deltog i angreb seks steder i den franske hovedstad, og mindst 127 mennesker meldes lørdag eftermiddag dræbt.
Islamisk Stat har taget skylden for de blodige angreb. En oplysning, som præsident François Hollande har bekræftet.
Her er et overblik over angrebene, der fandt sted nogenlunde samtidig rundt om i Paris:
Angreb mod baren Le Carillon
- Cirka klokken 21.20 indløber den første foruroligende melding om et angreb mod baren Le Carillon i det 10. arrondissement. En bevæbnet mand går ind og skyder mod barens gæster.
Angreb mod cambodjansk restaurant
- Vidner fortæller, at en mand krydser gaden fra Le Carillon og retter sit våben mod en cambodjansk restaurant, Le Petit Cambodge. Disse to angreb koster mindst 12 mennesker livet.
Angreb mod pizzeria
- I de efterfølgende minutter følger et angreb mod et pizzeria nogle gader fra det sted, hvor baren og restauranten ligger. Antallet af ofre herfra er ikke oplyst. Men et vidne har fortalt, at han så fem lig omkring sig.
Angreb mod Stade de France
- Nogenlunde samtidig med angrebet mod Le Carillon lyder den første af tre eksplosioner i området ved Stade de France, hvor Frankrig denne fredag spiller venskabskamp mod Tyskland.
- Frankrigs præsident, François Hollande, overværer kampen. Han bliver eskorteret bort fra stadion efter den anden eksplosion.
- Det viser sig, at tre selvmordsbombere har sprængt sig selv i luften. Mindst fire mennesker mister livet.
Angreb mod beværtning
- Cirka klokken 21.50 angribes restauranten La Belle Equipe i det 11. arrondissement. To mænd åbner ild mod mennesker, der sidder udenfor beværtningen. Angrebet varer i cirka tre minutter og efterlader mindst 19 dræbte.
Skud og gidseltagning ved spillested
- I de samme minutter finder det dødeligste af de seks angreb sted ved Bataclan, et koncertsted, hvor et amerikansk rockband er i gang med at spille for en fyldt sal med omkring 1500 mennesker.
- Vidner siger, at fire angribere stormer ind og affyrer deres våben mod publikum. En af de væbnede mænd skal have råbt 'Gud er stor' på arabisk. Det er det første tegn på, at der sandsynligvis er tale om et angreb fra islamister.
- De fire mænd, der er iført bombebælter, tager en stor gruppe af koncertgængerne som gidsler.
- Klokken cirka 01.00 oplyser politiet, at gidseltagningen i Bataclan er slut. Senere står det klart, at mindst 80 personer er blevet dræbt. Det samme er de fire gidseltagere. Tre af dem sprængte sig selv i luften, mens den fjerde blev dræbt af politiet.
Kilder: AFP, Reuters, BBC