Her går det mycket bra
Aarhusiansk Ikea omsætter for millioner
Kanelbullar, billige møbler og nipsting. Den svenske varehuskæde Ikea har godt fat i de danske kunder.
Så godt fat, at kæden i år kan melde om en fremgang i væksten på fire procent. Det fremgår af Ikeas årsregnskab, som i dag er blevet offentliggjort.
I det nybyggede varehus i Aarhus har 2,2 millioner besøgende været med til at rive varerne ned af hylderne.
Her har man i det seneste regnskabsår, som løber fra 1. september til 31. august, haft en omsætning på 627 millioner kroner. Det svarer til en fremgang på 36 millioner sammenlignet med forrige år.
Den flotte udvikling har gjort, at varehuset i Aarhus i blevet kåret til årets bedste:
- Vi har haft et rigtig godt år, som betyder, at vi kan udbetale bonus til medarbejderne, og at vi er blevet kåret til årets varehus er som en ekstra bonus. Stor cadeau til medarbejderne; de gør mig så stolt og glad, siger varehuschef Lena Vandal i en pressemeddelelse.
I det aarhusianske Ikea-varehus er der allerede taget højde for, at den gode udvikling kan fortsætte.
Til december bliver antallet af parkeringspladser fordoblet fra 600 til 1.200, når processen med at omdanne den gamle varehusgrund til parkeringsplads er færdig.