Groft overfald: 25-årig mand slået i baghovedet med flaske
En ung mand blev nytårsmorgen – angiveligt fuldstændig umotiveret – overfaldet af to mænd
Det nye år begyndte meget dramatisk for en ung aarhusianer, da han tilsyneladende helt uden grund blev slået tre-fire gange i baghovedet med en flaske af to endnu ukendte gerningsmænd. Overfaldet fandt sted mellem kl. 8-8.30 på Grønnegade i det centrale Aarhus.
- Han gik forbi en gruppe af tre til fire 25-30 årige mænd, der råbte til forurettede. Forurettede standsede op og vendte sig om. En mand gik om bag ham, og pludselig fik han 3-4 slag i baghovedet med en flaske, indtil den gik i stykker, oplyser Østjyllands Politi.
Læs også
Den 25-årige blev af gode grunde svimmel og bøjede sig forover, hvorefter den første gerningsmand og en mere gav ham flere knytnæveslag i ansigtet.
- Han pådrog sig en flænge i baghovedet, som blev syet. Derudover er han hævet i ansigtet, siger politiassistent hos Østjyllands Politi, Marianne Morgen, til tv2oj.dk.
Den ene mand beskrives som afrikanske af udseende, 25-30 år, 187-190 cm, almindelig af bygning. Han havde kort hår og var iført en sort lang jakke og mørkeblå cowboybukser. Den anden gerningsmand beskrives som værende samme alder og med samme højde. Han var dansk af udseende, kraftig af bygning og havde lyst kort hår. Han var iført sort tøj.
Har du oplysninger om overfaldet, bedes du kontakte Østjyllands Politi på tlf. 114.