Færre penge til undervisning i Aarhus
Gymnasierne i Aarhus Kommune har færre penge at drive undervisning for end gymnasierne i nabokommuner som Odder og Favrskov
I Odder og i Favrskov kommuner opkræver man ikke gymnasierne dækningsafgift, men det gør man derimod i Aarhus Kommune. Det får stor betydning for de aarhusianske gymnasier, fortæller stiften.dk.
Dækningsafgiften koster for eksempel Egaa Gymnasium 1,9 millioner kr. om året. Penge som skolen gerne ville have haft til at lave undervisning for i stedet.
Den situation vil Aarhus-gymnasierne nu ikke længere finde sig i. Gymnasierne har nemlig status som selvejende institutioner, og derfor mener de slet ikke, at kommunen har juridisk belæg for at opkræve dækningsafgift af dem. Kommunen er ikke enig. Derfor bliver det op til Vestre Landsret at afgøre tvisten.
Går sammen i søgsmål mod kommunen
Syv gymnasier i Aarhus Kommune - Århus Statsgymnasium, Risskov Gymnasium, Aarhus Akademi, Marselisborg Gymnasium, Egaa Gymnasium, Aarhus Katedralskole og Langkær Gymnasium - har i fællesskab sagsøgt kommunen.
Det er konsekvenser af kommunalreformen i 2007, der er årsagen til, at gymnasierne ifølge dem selv ikke bør betale dækningsafgift. I tre år ejede staten gymnasierne, men i 2010 købte de ejendommene selv, og mener derfor, at de nu har status af selvejende institutioner.
- Vi har købt vores ejendomme af staten. Så siger almindelig logik, at vi er selvejende institutioner og skal behandles som sådan. Og vores advokat har gravet eksempler frem, hvor vi i andre sammenhænge behandles som selvejende institutioner, siger Eigil Dixen, rektor på Egaa Gymnasium til stiften.dk.