Færger har medvind
Har overført 5,2 procent flere biler i første kvartal
Mols-Linien har fået en positiv start på 2014. Rederiet kan notere en omsætningsstigning på 18 procent i årets tre første måneder i forhold til 2013.
- Med tre store katamaraner har vi timedrift i de travle morgen- og eftermiddagstimer, og med den nye motortrafikvej mellem Holbæk og Vig er det hurtigere end nogensinde at rejse mellem landsdelene. Vi oplever, at den stærkt forbedrede rejsetid er ved at slå godt igennem hos vores mange kunder, siger bestyrelsesformand Frantz Palludan i en pressemeddelelse.
Nye trafiktal viser, at mens Mols-Linien har overført 5,2 procent flere biler i første kvartal end i samme periode sidste år, så steg trafikken over Storebælt med 3,2 procent.
- Trafiktallene er ekstra positiv læsning, da fremgangen skal ses i lyset af, at påsken lå i første kvartal i 2013. Påsken er en af årets vigtige rejseperioder, hvor vi normalt oplever op mod en tredjedel flere rejsende, og i år ser vi af gode grunde først effekten af dette i andet kvartal, slutter Frantz Palludan.