Efterlyst for drabsforsøg
Mand stukket i hovedet med spids genstand
Østjyllands Politi efterlyser tre mænd, som menes at stå bag overfaldet mandag formiddag ved Hjortensgade i det centrale Aarhus, hvor en 27-årig mand fra Aarhus blev stukket i hovedet med en spids genstand.
Den 27-åriges tilstand beskrives som kritisk.
- Efterforskningen har vist, at forurettede og en kammerat kort før episoden befandt sig i sølvfarvet Jaguar på Vesterbrogade ud for 7-Eleven. Klokken 09.33 ankom en mindre lys - muligvis sølvfarvet - personbil med mindst tre personer, oplyser Østjyllands Politi.
Bilen parkerede tæt på Vesterbrogade mellem Vesterbro Torv og Ceres-krydset.
- De tre personer gik sammen med forurettede og hans kammerat ind i Kiwis vareindlevering, og ganske kort efter opstod der slagsmål mellem parterne, der tumlede ud på Hjortensgade. Herunder blev forurettede stukket i hovedet med en spids genstand, oplyser Østjyllands Politi.
Østjyllands Politi opfordrede mandag de tre personer til at melde sig, da politiet ellers ville offentliggøre bilederne af dem.
De tre gerningsmænd beskrives som:
- A: mand, mellemøstlig eller afrikansk udseende, høj og kraftig af bygning, kronraget i siderne, overskæg og skægvækst under hagen, iført brunlig fleecetrøje med sorte markeringer på ærmerne, hvid t-shirt, sorte bukser, rødlige Nike-kondisko
- B: mand, somalisk, spinkel af bygning, sort kortklippet hår, iført rød Adidas træningstrøje med hvide striber, sort vatteret vest, hvide bukser med sorte striber, sorte kondisko med hvid sål
- C: mand, somalisk, alm. af bygning, kortklippet hår, iført blå hættetrøje med rødt og hvidt logo på venstre bryst, grønlige camouflagebukser, mørke kondisko
Efter overfaldet kørte de tre personer ifølge Østjyllands Politi ad Vesterbrogade og videre ad Silkeborgvej.
Østjyllands Politi efterlyser vidner, der kan identificere de tre mænd, eller som har oplysninger i sagen.
Oplysningerne kan gives til Østjyllands Politi på telefonnummer 114.