Deler gratis reflekser ud
Reflekser skal forhindre påkørsler
Det er for alvor ved at være mørkt om morgenen, og derfor forsøgte Børneulykkesfonden og forsikringsselskabet Codan at slå et slag for reflekserne.
Og der kan være god grund til at bruge reflekser eller refleksveste i trafikken. En norsk undersøgelse viser nemlig, at reflekser reducerer risikoen for at blive påkørt med 85 procent.
Derfor blev der torsdag morgen uddelt reflekser i Aarhus.
- Vi har haft en lang og varm sommer, og pludselig opdager man, at det nu er mørkt, når ungerne skal til at i skole. Så er det rigtig vigtigt, at vi får nogle reflekser på, så børnene kan ses ude i trafikken, men det gælder også for voksne, vi skal også have reflekser på. Man ved jo, at man nedsætter risikoen for at blive påkørt i trafikken med 85 procent, hvis man har en refleks eller en refleksvest på, så det er rigtig vigtigt, siger Ulla Haahr Landwehr, der er teamleder i skadesafdelingen i Codan.
Hun var med torsdag morgen, da der blev delt reflekser og refleksveste ud til de morgenfiske foran Aarhus Hovedbanegård.
Du kan se et interview Ulla Haahr Landwehr i videoen øverst i artiklen.
Fakta om trafikulykker i mørket og reflekser:
- Cirka 25 procent af alle uheld med cykler sker i mørke. (Rådet for Sikker Trafik)
- En bilist, som kører med nærlys med 50 km/t, har otte sekunder mere til at opdage en fodgænger, der bruger refleks end en fodgænger uden refleks. (Rapport fra det Transportøkonomiske Institut i Norge)
- Reflekser gør dig synlig på 140 meters afstand, selvom bilen kun har nærlyset tændt. Uden refleks bliver du først synlig på 25-30 meters afstand. (Rapport fra det Transportøkonomiske Institut i Norge)