Atleter dyster i Aarhus
Aarhus danner i denne weekend ramme om DM i atletik
Danmarks bedste atleter indtager i denne weekend stadion i Aarhus for at dyste om danmarksmesterskabet.
Én af atletikkens kongediscipliner, 100-meteren, skulle i dag, lørdag, finde sin nye nationale mester, og her var et af de lokale fremtidshåb med helt fremme.
17-årige Simon Hansen er den, der har løbet den næst-hurtigste tid i år.
Til dagens løb gik det helt som planlagt. Uden at anstrenge sig kvalificerede det unge talent sig til finalen fra de indledende heats.
I finalen blev han nummer tre i tiden 10,81 sekunder.
- Omstændighederne taget i betragtning er det ganske udmærket. Min træner og jeg har lagt den plan, at jeg skulle toppe omkring ungdoms-VM, og det er omkring en måned siden nu. Så at jeg kan komme herud og stadig løbe rigtig hurtigt, det er jeg godt tilfreds med, siger Simon Hansen.
Danmarks nationale stadion
I alt dyster 315 atleter i 19 discipliner for både mænd og kvinder. Sidst Aarhus Stadion lagde grund til DM i atletik var i 2001.
- Altså Aarhus Stadion er historisk set Danmarks nationalstadion til atletik, så selvfølgelig skal der være et stort stævne her, og et dansk mesterskab - det er jo perfekt, siger stævneansvarlig fra Aarhus 1900 Mikkel Larsen.
Søndag skal en række af de danske topatleter i aktion, blandt andet den aarhusianske hækkeløber Sara Slott, og det bliver en af hendes sidste forberedelser inden VM i Beijing om to uger.
Se mere om atletikstævnet og se billeder fra dagens 100 meter-løb i tv-indslaget øverst på siden.