Anholdt efter chikane og vold
31-årig mand fra Viborg anholdt i Aarhus
En 31-årig mand blev tirsdag aften anholdt, efter han ifølge Østjyllands Politi havde overfaldet en 25-årig mand i Aarhus.
Omkring klokken 19.20 tirsdag aften chikanerede den 31-årige tre kvinder ved Klostertorvet i Aarhus.
Det så en 25-årig mand, som derfor bad den 31-årige om at stoppe med det.
Men det fik den 31-årige til at se rødt.
Ifølge Østjyllands Politi gik han til angreb på den 25-årige, som blev slået i baghovedet, hvorefter de to faldt omkuld på fortovet.
Den 31-årige forlod derefter stedet, men kun for en kort stund.
Han gik nemlig tilbage og slog endnu en gang den 25-årige mand.
Nogle cafégæster i nærheden havde set overfaldet og ringede derfor til politiet, siger politiassistent Marianne Morgen fra Østjyllands Politi.
En patrulje kom hurtigt til stedet og kunne anholde den 31-årige, som onsdag formiddag fremstilles i grundlovsforhør ved Retten i Aarhus sigtet for vold.
Den 25-årige pådrog sig skader i ansigtet som følge af slagene og skader på knæene efter turen i asfalten.