Anholdt for børneporno
Familiefar havde børneporno på computeren
En familiefar fra Aarhus er blevet anholdt for børneporno.
Det var et tip fra udenlandsk politi, der i sidste uge førte til anholdelsen af en mand fra Aarhus.
Østjyllands Politis afdeling for Personfarlig- og IT Kriminalitet kunne anholde en mand, som de havde mistænkt for besiddelse af børneporno. Og den mistanke blev efterfølgende bekræftet, da de ransagede mandens computer.
Manden er nu sigtet for besiddelse og videredistribution af børnepornografisk materiale, men politiet efterforsker stadig for at finde ud, hvor stort omfanget af sagen er.
Almindelig familiefar
Den sigtede mand er en helt almindelig familiefar med fast arbejde, hus og bil. Og det er faktisk meget typisk i sager om besiddelse af børneporno, siger leder af Østjyllands Politis afdeling for Personfarlig- og IT Kriminalitet Lars Jung i en pressemeddelelse.
Når de bliver afsløret, ser vi ofte at hele deres platform falder fra hinanden. Manden bliver "smidt ud" fra hjemmet, huset skal måske sælges og børnene vil ikke længere bo sammen med ham eller kendes ved ham. Han får problemer med at beholde sit arbejde, og han mister hele sit netværk idet venner og bekendte trækker sig, siger Lars Jung. '
Han opfordrer derfor til, at man tænker sig rigtig godt om, inden man falder for at beskæftige sig med børneporno på nettet.
Selve straffesagen er måske den mindste del i de her sager. Den straf man får fra omverdenen er ofte meget hårdere. Og man har ikke nogen at tale med, for ingen har lyst til at være sammen med en, der anses for at være pædofil, siger han.