Tidligere drabschef: - Det tyder på, at der er stærke følelser på spil
En 54-årig mand fra Randers er tiltalt for 1. januar 1990 at have dræbt Hanne With. Anklageskriftet afslører uhyggelige detaljer fra drabsnatten.
Hanne With blev brutalt dræbt i sin lejlighed i København 1. januar 1990 og nu - 34 år senere - er en 54-årig randrusianer tiltalt i sagen.
TV2 Østjylland har fået aktindsigt i anklageskriftet, og her bliver der løftet lidt af sløret for begivenhederne den tragiske nytårsnat.
Drabet skete ifølge anklageskriftet mellem klokken 01.00 og 02.40 i Hanne Withs lejlighed på Fensmarksgade, hvor hun blev fik slag eller spark i hovedet og på kroppen. Hun blev også stranguleret med et antennekabel.
Gerningsmanden bruger også flere forskellige remedier til at stikke hende. Hun fik talrige stik og snit med både saks, skruetrækker og kniv i nakken, på kæben, i brystregionen og på halsen.
Hun fik også en voldsom 14 centimeter lang snitlæsion på halsen, hvor strube, spiserør og store blodårer blev skåret over.
Motivet er ukendt
Tidligere drabschef Jens Møller Jensen kalder sagen voldsom. Motivet er ukendt, og den formodede gerningsmand nægter sig skyldig.
- Det er svært at sige, hvad årsagen til drabet har været. Det kræver næsten den formodede gerningsmands forklaring, hvis man skal komme nærmere, hvorfor han tilsyneladende er gået amok, siger Jens Møller Jensen og tilføjer:
- Der er ingen tvivl om, at gerningsmanden har fulgt med offeret for at afvikle et prostitutionsforhold, men det er langt fra sikkert, gerningsmanden på forhånd har besluttet sig for, hvordan mødet skulle ende. Voldsomheden af det tyder på, at der er impulser og stærke følelser på spil. Der kan muligvis være begær, magt og berigelse i spil, siger Jens Møller Jensen.
Gennembrud med DNA
Det er første gang, politiet har rejst sigtelse i en sag på baggrund af ny, særlig dna-teknik. Det er nemlig Dna-spor fra hans søn har ført politiet på sporet af manden, der blev anholdt på sin arbejdsplads.
Efter anholdelsen viste en analyse af den 54-åriges DNA viste efterfølgende et match mellem ham og fundet på dræbte Hanne With. Der blev ligeledes fundet samme DNA på et antennekabel i Hanne Withs lejlighed.
- Jeg synes, det er fantastisk, hvis det lykkes at opklare en gammel sag med slægtsforskning i takt med at dna-mulighederne er vokset. På den måde bliver det interessant at følge med i, da det er den første af den slags gamle sager, der på den måde fører til tiltale, siger Jens Møller Jensen.
Den 54-årige mand, der er anholdt og tiltalt i sagen, nægter sig skyldig.
Drabet på Hanne With
23-årige Hanne With blev dræbt natten til den 1. januar 1990.
Hun arbejdede som prostitueret i området omkring Halmtorvet og Skelbækgade, hvorfor politiet har arbejdet ud fra en teori om, at hun dér er blevet samlet op af den mand, der endte med at slå hende ihjel.
På gerningsstedet - Hanne Withs lejlighed i Fensmarksgade - fandt politiet blodstænk flere steder, der afslørede, at der havde været en kamp mellem offeret og hendes morder.
Politiet fandt også en kniv, en stjerneskruetrækker og en saks.
En af de første vidner, der henvendte sig til politiet, var en taxachauffør, der kunne fortælle, at han den nat samlede en mand med jysk accent op i indre by. Kunden var på udkig efter en prostitueret, og han samlede én op nær Halmtorvet.
Det har siden været politiets teori, at denne jyske taxakunde var Hanne Withs morder.
I 2012 lykkedes det politiet at lave en klar dna-profil på morderen.
Onsdag den 7. februar 2024 fortalte Københavns Politi på et pressemøde, at det dagen forinden havde anholdt en mand fra Randers og sigtet ham for at være drabsmanden.
Manden har politiet fundet frem til via slægtskabssøgning i dna-registret, hvor hans søn også optrådte som følge af en forbrydelse.