Forslag: Nu skal værnepligtige forsvare mod hackere
En ny, foreslået uddannelse skal ruste Danmark bedre til at forsvare sig mod de mange hackerangreb, der lige nu rammer nærmest dagligt.
Hvordan sikres Danmark mod hackerangreb?
Det vil Aarhus Universitet, Aarhus Kommune og Security Tech Space forsøge at finde et svar på med et nyt uddannelsescenter, der nu skal forelægges for Folketinget.
De tre parter vil lave et nyt uddannelsescenter, Cyber Campus Denmark, hvor uddannelse og forskning skal give ballast over for nye angreb.
- Vi skal styrke forsvaret inden for cybersikkerhed med en kaserne for cyberværnepligtige, og Aarhus har alle forudsætninger for at huse den, da der allerede er et stærkt økosystem inden for cybersikkerhed.
- Universitetet er blandt de bedste i verden inden for cybersikkerhed, og byen har samtidig et stærkt iværksættermiljø med mange startups inden for cybersikkerhed. Det gør byen til en ideel base for rekruttering og uddannelse af cyberpersonale til forsvaret, udtaler Peer H. Kristensen, direktør for netværket Security Tech Space, i en pressemeddelelse.
Fire ud af fem angreb skyldes én ting
Ideen er blandt andet at give en seks til 12 måneder lang uddannelse til de værnepligtige, så de kan forsvare forskellige cyberinteresser, hvis eller når de kommer under angreb.
På Aarhus Universitet vil man bidrage med stærk faglig ekspertise inden for blandt andet kryptografi, fortæller professor Kaj Grønbæk.
- Et globalt konsulenthus har dokumenteret, at 80 procent af alle sikkerhedsbrister skyldes mangel på viden om cybersikkerhed. Derfor er det særligt vigtigt, at vi kan uddanne flere danske og internationale studerende og bibringe dem IT-sikkerhedskompetencer på højeste niveau, siger professoren.
Den nye cyberkaserne foreslåes at blive lagt i IT-byen i Katrinebjerg-området i Aarhus, hvor Aarhus Universitet allerede har sine afdelinger for blandt andet datalogi.
Håbet er, at den allerede i 2025 kan stå klar til at tage imod rekrutter.