Beboerne vil ikke flytte - nu bliver skolebyggeri forsinket
Tvisten mellem beboere i Gellerupparken og Brabrand Boligforening sætter nu skolebyggeri på pause.
En ny skole og et fritidscenter i Gellerup bliver forsinket. Det skyldes, at nogle beboere i en boligblok, som skal rives ned, nægter at flytte.
Det oplyser Aarhus Kommune i en pressemeddelelse.
Planen var, at byggeriet skulle sættes i gang 31. juli i år, men lige nu er tidsplanen usikker, fordi en sag i Boligretten mellem beboere i to boligblokke og Brabrand Boligforening endnu ikke er berammet.
"Ærgerligt"
Thomas Medom (SF), rådmand for Børn og Unge i Aarhus Kommune ærgrer sig over, at byggeriet ikke kan sættes i gang som planlagt.
Det er nemlig en del af udviklingsplanen i Gellerup, Toveshøj og Bispehaven fra udsatte områder til attraktive bydele, som det hedder i pressemeddelelsen.
- Derfor er det ærgerligt for børnene og forældrene i området, at vi ikke kan starte byggeriet af hele skolen, som det var planlagt. Nu går vi i gang med at bygge det, vi kan, og så håber jeg, der snart kommer en afklaring på resten af byggeriet. Men sagen i Boligretten skal naturligvis gå sin gang – det er beboernes demokratiske ret, lyder det fra rådmanden i meddelelsen.
Børn og Unge kigger nu sammen med totalentreprenøren på rammerne for en ny byggeproces. Og selvom det tager længere tid, så er planerne i det store hele uændret. Det fastslår borgmester Jacob Bundsgaard (S).
- Vores ambitioner for udviklingen i Vestbyen er uændrede. Vi skal skabe en sammenhængende by med plads til alle, og det er derfor afgørende, at vi fortsætter udviklingen i Gellerup. Vi har allerede lavet massive fysiske forandringer, og udviklingen går i den rigtige retning. Men vi er langt fra i mål, og derfor er det vigtigt, at vi får sat gang i byggeriet af skolen, så hurtigt som muligt, siger han.
Fik det fysisk dårligt
Der har tidligere været protester i forbindelse med planerne om at rive boligblokke ned.
I marts skrev TV2 Østjylland, at nedrivningen af boligblokkene var gået i gang. Det gav reaktioner fra blandt andet tidligere beboer i området Paw Simon Krogh, som er vokset op i Gellerupparken.
- Jeg fik det faktisk fysisk dårligt, da jeg så det, sagde han dengang om igangsætningen af nedrivningerne.
Han undrede sig over, at man gik i gang med nedrivningerne, selvom der var sager, som ikke var afgjort i Boligretten. Det er de samme sager, som nu er årsagen til, at skolebyggeriet bliver forsinket.