Dræbte sæler skyllet op
Fem døde sæler er fundet på strandene. De har skudhuller og er blevet pelset, mener kvinde fra Ebeltoft
Der er tilsyneladende nogen, der skyder sæler i Kattegat for derefter at flå dem og tage skindet.
Det frygter i hvert fald Birgitte Groes Anker, der den seneste uge har fundet ikke færre end fem døde sæler på strandene tæt ved Ebeltoft, hvor hun bor.
Birgitte Groes Anker har fundet sælerne, mens hun har luftet sin hund.
Ifølge den østjyske kvinde ser det ud som om, at sælerne er blevet skudt. De har alle skader, der ligner skudhuller. Derudover har fire af sælerne fået skåret hovedet over. Sælerne har desuden fået fjernet pelsen.
Hun er derfor overbevist om, at de er blevet dræbt.
- Alle sælerne var helt blodige, da de blev fundet. Det et er meget uhyggeligt, og nu vil jeg altså finde ud af, hvad der er sket med dem, siger Birgitte Groes Anker til tv2oj.dk.
Birgitte Groes Anker har taget kontakt til Dyrenes Beskyttelse. Her er kredsformand i Norddjurs-Syddjurs-kredsen Gurli Juel Sørensen ligesom Birgitte Groes Anker overbevist om, at sælerne er blevet skudt.
- Jeg har talt med en dyrlæge. Jeg er sikker på, at det er bestilt arbejde. Sælerne er skudt og pelset på en båd, hvorefter kadaveret er blevet smidt i vandet, siger Gurli Juel Sørensen.
Se: Sæl observeret ved motorvej
Ifølge Gurli Juel Sørensen er det usikkert, hvor og hvornår de påståede sældrab er fundet sted. Sælerne kan have ligget i vandet i et stykke tid, og nu hvor det begynder at blæse igen, skyller de så op.
Gurli Juel Sørensen har fredag taget kontakt til Dyrenes Beskyttelses hovedkontor i København. Mandag tager organisationen stilling til, hvad der videre skal ske i sagen - og om sagen skal anmeldes til politiet.
Østjyllands Politi har endnu ikke hørt om de dræbte sæler. Uden at kende til den konkrete sag understreger vagtchef Jes Frederiksen, at en død sæl hurtigt går i forrådnelse.
Han ved derfor ikke, om sælernes skader skyldes råd, eller om de rent faktisk er blevet slået ihjel.
- Det kan være sygdom. Hvis de har ligget noget tid, kan det godt se voldsomt ud. Det er i hvert fald ikke noget, vi har nogle oplysninger på, siger Jes Frederiksen til tv2oj.dk.