Tag dit barn på museum i ferien
På opdagelse med en lommelygte
Ferien er skudt i gang, og børnene har fri fra skole i den kommende uge.
Rundt omkring i Østjylland er der arrangeret en masse gratis arrangementer, som børnene kan deltage i i efterårsferien.
Et af dem er på Museum Silkeborg Blicheregnen i Thorning, som afholder Nat på Museet.
Her kan børnene gå på opdagelse på museet med en lommelygte i hånden. Efter en rundtur med spøgelseshistorier er der mulighed for at hygge i kaffestuen.
- Det er jo en god idé, hvis børn lærer at komme på museum og finder ud af, at det er et sted, hvor de er velkomne. Det er vores erfaring her på museet, at Nat på Museet er et af de arrangementer, som de rigtig godt kan lide, siger museumsdirektør Karen Margrethe Boe til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Arrangementet er gratis for børn, mens voksne skal betale almindelig entrépris. Nat på museet foregår mandag d. 13. og tirsdag d. 14. oktober klokken 19-21.
I tv-indslaget øverst i artiklen kan du komme med på Nat på Museet.